Bourgogne Chardonnay, 2018 og Stenbiderrogn med hjemmelavede blinis
Bourgogne Chardonnay, 2018 og Stenbiderrogn med hjemmelavede blinis
Vinen i fokus
Domaine Nudant Jean-René - Bourgogne Chardonnay, 2018
Vi sætter fokus på en af vores nye hvidvine fra Domaine Nudant, nemlig deres kommunevin fra Chorey-lès-Beaune. Rent geografisk bevæger vi os i det smukke bakkede landskab omkring byen Beaune i Bourgogne, hvor de tætteste naboer er Aloxe-Corton og Savigny-lès-Beaune. Vinstokkene på marken er relativt unge og friske, og producerer generelt set nogle meget gavmilde og tilgængelige vine, som kan drikkes i en ung alder. Denne Bourgogne Blanc fra 2018 har en utrolig behagelig kølig stil med en aromaprofil som primært fokuserer på gule citrusfrugter med et hint af citronskal. Vinen har en frisk ungdommelig syrlighed, som harmonerer perfekt med en markeret struktur og tyngde. Den kølige stil gør vinen til den perfekte ledsager til lette fiske- og skaldyrsretter. Vi har valgt at matche denne vin med en klassisk servering af stenbiderrogn og hjemmelavede blinis, mens sæsonen stadig er på sit højdepunkt. Du kan følge vores opskrift, som vi gerne vil dele med dig – den er nem at gå til, og det er en interaktiv servering, som fungerer perfekt både i en festlig eller afslappet sammenhæng.
Pris pr. Stk. 129,-
https://bourgognewine.dk/collections/hvidvin
Stenbiderrogn med hjemmelavede blinis
Introduktion
En blinis er en lille pandekage, og sammensætningen varierer meget afhængigt af hvor i verden man spiser dem. Traditionelt støder vi i særdeleshed på blinis i Rusland, hvor de serveres på et sølvfad med klaret smør, syrnet fløde og frisk kaviar. I Danmark har vi i mange år nydt denne spise med stenbiderrogn, löjrom eller lakserogn. Således åbner det op for mange smagskombinationer, og det er næsten kun fantasien der sætter grænser, når du skal vælge din topping. Denne opskrift fokuserer på den klassiske servering, som fremhæver det bedste ved stenbiderrognen.
Køkkenredskaber
Mange vil fortælle dig, at du ikke kan lave blinis uden at eje en rigtig blinispande. Desværre kan disse være ret besværlige at få fingrene i, og en helt almindelig lille stegepande kan sagtens klare arbejdet. Udover dette, anbefales det at have en håndmixer og tre gode røreskåle.
Ingredienser
180g hvedemel
90g boghvedemel
1,5 tsk bagepulver
1 tsk salt
2 tsk flormelis
3 dl sødmælk
3 æg
50g smør
200g stenbiderrogn (renset)
250g cremefraiche
1 rødløg
1 bundt purløg
Fremgangsmetode
- Varm sødmælken og halvdelen af smøret (25g) langsomt op i en lille kasserolle, men uden at blandingen når kogepunktet.
- Tilføj hvedemel, boghvedemel, salt, bagepulver, flormelis i en røreskål, og sørg for at ingredienserne er blandet godt sammen.
- Del dine æg i blommer og hvider. Æggehviderne sættes i køleskabet med det samme. Blommerne piskes sammen den varme mælk i en røreskål.
- Pisk melblandingen sammen med mælkeblandingen. Dejens konsistens skal være ligesom en pandekagedej, men dog en anelse tykkere. Du kan justere med lidt ekstra hvedemel eller mælk efter behov.
- Pisk æggehviderne stive – det er vigtigt at piskeriset/håndmixeren er helt ren og tør. Æggehviderne foldes nænsomt i dejen med en dejskraber eller lignende.
- Lad dejen stå at hvile ved stuetemperatur i ca. 2 timer.
- Tilføj lidt smør til en varm pande, og lav i første omgang kun én blinis omtrent 1 cm tykke og 8 cm i diameter. Smag på den første blinis, og tilføj eventuelt lidt ekstra salt eller flormelis til dejen, hvis det er nødvendigt.
- Fortsæt med at stege alle dine blinis færdige. Mens du steger, kan du klargøre dit garniture.
Garniture
- Hak et rødløg og et bundt purløg så fint som muligt, og læg det i hver sin serveringsskål. Ligeledes anrettes cremefraiche og stenbiderrogn hver for sig i passende skåle.
Servér de lune blinis ’family-style’ på et stort fad med det tilhørende garniture ved siden. Lad dine gæster anrette deres egen lille portion. Skænk et glas kølig Bourgogne Chardonnay, 2018
Santé et bon appétit!