Fri fragt på alle ordrer over 699 kr. 799 kr. minimumsordreværdi på vin.

Domaine Nudant Jean-René

Området

Domaine Nudant Jean-René er bosat i den nordlige del af Côte de Beaune, i området omkring kommunerne Ladiox-Serrigny, Aloxe-Corton og Pernand-Vergelesses. Området træder nogle gange lidt i baggrunden i forhold til de andre kommuner i Bourgogne, men de bedste avlere formår stadig at lave vin, der når op til højeste standard i Beaune. Jean-René producerer både rød- og hvidvin i dette område, men har et skarpt fokus på deres grand cru-skråning Corton-Charlemagne, som er den hvide del af grand cru-marken Corton. Her laver de vin, som uden problemer kan konkurrere med de store kommuner i Bourgogne. Corton-Charlemagne beskrives ofte som værende ’overdådig’ med aromaer af smør, frugt, kanel, vanilje, honning og flint – en vin med power, krop og potentiale!

Jean-René laver dog også vin længere sydpå i Bourgogne, hvor vi blandt andet finder en af deres topvine fra den måske største mark Les Folatièresi Puligny-Montrachet. De hvide vine her er klassiske, balancerede og volumniøse uden at blive for kraftige. Det er et område, der for mange Bourgogne-entusiaster, er påskønnet som det optimale udtryk, for hvad chardonnay-druen kan opnå.     

 

Producenten

Domaine Nudant Jean-René er bestemt ikke nye spillere i Bourgogne, når det kommer til vinproduktion. Familiens rødder i regionen kan spores helt tilbage til 1453, og på trods af kendskab til de lange familiehistorier i Bourgogne, er dette stadig en sjældenhed. Domainet drives af familien Nudant, hvor Jean-René og hans søn Guillaume i skrevne stund, er ansvarlige for produktionen. De ejer omkring 16 hektar i Bourgogne fordelt ud på 20 appellationer. I marken er man fokuseret på kemikalie-fri dyrkning, og en meget omhyggelig sélection af kun de bedste druer, for at sikre høj koncentration og modenhed for alle deres vine. Når der høstes, transporteres druerne til kælderen, hvor Jean-René arbejder med fransk egetræ. Vinene lagres typisk på egetræ i omkring 12 måneder – dette varierer selvfølgelig fra vin til vin – og transporteres dernæst til rustfrie ståltanke, for at samle sig og falde til ro, inden de flaskes.   

 

Til toppen